Effektiv kunstturisme. London i oktober, den 21.til 25. oktober, 2013

Formålet er at se på kunsten. Altså bus til St. Pauls og spadsereturen over den nye hængebro, som fører over til sydbredden af Themsen og lige ind på Tate.Hvor går man ind? Kan man godkende mit internationale identitetskort, som BKF forsyner os med? Jaja, det går helt fint.

Det overrasker mig, at der vises en stor udstilling af Klee, han er jo ikke 25 år og imerging, men det bliver glædelige gensyn med flere af hans værker og andre, som jeg ser for første gang. Og igen får jeg at se, at når man ser originale værker af en kunstner, som man kender udmærket fra reproduktioner og kunstbøger, så kan det virkelige værk synes en stilfærdig udgave af det billede, jeg har i hovedet. I hovedet er det mindre og koncentreret, så farverne viser sig kraftigere og som kontraster. Originalen har stofligheden med, og den er vi ved at vænne os af med, da vi har meget af vores billedverden i elektroniske medier: billedet belyst bagfra, som en kirkerude.Men det viser sig også, at en kunstner bør ses i fuld figur med mange værker, hvis det skal blive tydeligt, hvad han har arbejdet med og hvordan.For det første er billederne ikke særligt store. De er pertentligt udført, der er mange små prikker og streger og punkter på fladen. Ikke mange tomme ensfarvede områder. Det får mig til at tænke på kalkmaleriernes fylden ud mellem figurerne: der er blomster og prikker og stjerner, som havde maleren en angst for tomme felter.

Det er installeret som så mange kunstudstillinger i nedlagte fabrikker og forladte industribygninger. Det passer meget godt til de store grove installationer, som de også bliver brugt til – eller tilpasser kunsten sig de forhåndenværende muligheder? Jeg kommer til at tænke på det mere hjemlige Malmö kunsthal, som er indrettet i et elektricitetsværk. Også fordi Tate viser nogle kæmpestore malerier af Gerhard Richters Panorama. Farven er trukket over lærredet med spartel, så blandingen sker på fladen og ikke på paletten. Samme teknik er brugt – med større held af svenskeren Ola Billgren.

Der er mange malerier – man må stadig kalde det malerier, selv om mediet bliver anvendt på meget forskellig måde. Det er ikke alt sammen flade firkanter, der hænger på væggen, men som det siges i en foromtale af en udstilling: Maleriet har i de seneste mange år været truet med udryddelse, men det er et solidt medium, og kunstnerne bliver trøstigt ved og ved. Mediet blandes med forskellige materialer, malegrunden kan være gennemsigtig – uregelmæssig form – usædvanligt materiale, og tilsyneladende er der ikke så meget hensyn til holdbarheden af kunstværkerne. Enten bliver der stort arbejde for konservatorerne – eller – og snarere, tror jeg – er kunsten mere og mere i slægt med mere tidsbegrænsede udtryk, teater og film.

En installation har et liv i en periode, den dokumenteres omhyggeligt og distribueres på net og i tryksager, hvor den kan have en slags evigt liv og blive bevaret og diskuteret. Det er trange tider for originalerne. Land art kunstnerne har taget konsekvensen og arbejdet i forgængelige materialer. Det bliver dokumenteret, men egner sig ikke rigtigt til at blive vist igen i forskellige udgaver, tilgængelige på nettet.

Her er én af installationerne en række høje udskårne træsteler. Dog – de læner sig alle sammen op ad væggen. Jeg tænker: Er det virkelig Brancusi? – ville han finde på at læne sig? – men nej, det er en meget senere japansk kunstner, Susumu Koshimizu, som kalder sin skulptur From surface to Surface 1971. Og så står der: remade 1986. Det er det, der sker med installationer og andre flygtige kunstværker: Vil vi se dem igen, må vi rekonstruere. Det er mere nådigt over for arkiverne og de stadigt voksende lagre af ting og sager.

Et sted, jeg besøger er Hayward Gallery for at se en kunstner, som har valgt at understrege kvindevinklen i sin kunst. Feminismen er så småt blevet synonym med krop og sanselighed. Her viser Ana Mendieta aftryk af hænder som trækker blodrøde spor ned over billedet. Er hun død? Er det tværtimod en fødsel? Skal vi blive bevægede, forskrækkede, benovede, forførte eller hvad? Der er en video som viser en tilsyneladende begravelse – eller tildækning i hvert fald i et sceneri i naturen. Det er fængslende billeder, også fordi vi ikke ved, hvilket udtryk, vi skal fæste os mest ved. Men det går ret i kødet på os.

Hjemtur til hotellet med rød Londonbus over Picadelly Circus klokken myldretid. Ren trafikmarmelade. Vores kvindelige chauffør føres os myndigt og modigt igennem til Notting Hill. 

Kensington Garden er en lise. Der var efterårssol og adgang til sø, sti og kunst og mindesmærker. To helt forskellige: Prins Albert har fået en lagkage af et monument, som den slags skulle se ud i midt i 1800, og prinsesse Diana har fået et monument, som det skal se ud i vores tid. En lav vandkunst, som består af et rundt vandløb, som stiger og falder en smule. Smuk og diskret. Afpasset situationen. Markeret med et beskedent skilt, som fortæller, at det er et mindesmærke for prinsessen, og en formaning om at vise respekt og passe på børn og hunde.  

I Kensington Garden så jeg galleriet Serpentine, som fordeler sig på to udstillingssteder. Den udstilling, der gjorde størst indtryk, var opbygget af ubrændt ler. Et helt hus i huset, som var bygget op om et raritetskabinet, vil jeg kalde det, af små arbejder i ubrændt ler. Knogler og figurer og ting og sager. Hvis der er stativ i leret, krakelerer det under tørringen, og det sker her. Overfladerne bliver krakelyrer, og får et skær af forfald, jord og død. At manden også havde modelleret en elefant i ubrændt ler, som stod så godt den kunne – ja, på lerfødder må man sige, det er næsten ikke til at forstå meningen i. Det må alt sammen være bygget op på stedet i det våde ler. Jeg kunne ikke mærke kælderlugten mere, så det må have holdt sig oppe et stykke tid.

Så næste dag gælder det Royal Academy of Arts. Jeg har de bedste minder, idet jeg har været der engang på en hurtig tur for at se en tegneudstilling af David Hockney. Stedet svarer vel til vores Charlotttenborg, kunstakademi og udstillingssted på samme adresse.

Den aktuelle udstilling var en udstilling af landskabskunst – men en særlig én af slagsen. Det handlede om Australien og viser den særlige forståelse for landskabet, som det oprindelige folk i Australien viser i deres ornamentale billeder. Og malerier af ”tilflytterne”, som er i den europæiske tradition. Interessant at se den sammenstilling. Tænk hvor forskellige forhold vi kan have til det landskab, vi lever i.

Jeg knytter oplevelsen fra kunstudstillingerne sammen med mit korte intense ophold i London: Det er Tate og trafik, fish and chips og Galleries, og det hele samlet i mit hoved sammen med lyde, lugte og sprogforbistring og venstrekørsel.

Bodil Damgaard siger om sine arbejder

Arbejderne har streger af mange slags: kridt, kul, blyant, pastel på papir eller plade. Tegning har ikke megen stoflighed og ikke megen farve. Derfor bliver det vigtigt at pleje den stoflighed, den har – og vigtigt med de små spring i farven. Er det groft eller sirligt, glat eller ru, hvilken papirkvalitet – mange slags sort og gråt, lidt brunt, lidt blågråt, og pastellen på det grove papir kan give en porøs karakter som farven i et kalkmaleri. Jeg tegner efter noget – og det ligner – og jeg bliver ved, indtil jeg har glemt, hvad det forestiller. Når jeg så har tegnet et stykke tid – og det er somme tider af mange omgange i flere dage – så ser jeg, at tegningen igen på sin egen måde er i overensstemmelse med motivet. Der er kommet en lighed ind i arbejdet, og når det er kommet dertil, minder det om genkendelse – selv om det ikke er noget, jeg kender i forvejen.

Artikel i uddrag af kunsthistoriker mag.art. Nina Hobolth

Det er herligt at gå på opdagelse i Bodil Damgaards tegninger, fordi de aldrig afslører sig selv ved første blik. De kan godt virke let-aflæselige, ikke mindst fordi Bodil Damgaard er så fantastisk en tegner. Hun kan jo tegne lige hvad hun vil, både i stoflighed og i billedplanet, fordi hun behersker teknikken så enestående suverænt. Derfor er det som om hun altid er på videre opdagelse, nysgerrig på om der er andre fortællinger og åbenbaringer, hun kan vise med sin blyant. Det kan være i stoffernes tekstur eller i dørenes finér, det kan være i skildringen af noget, som slet ikke er der, vinduesglas f.eks. Eller det kan være i overgangene mellem egetræets knuder, hjernevindinger og valnødder, kort sagt naturens og virkelighedens banale ”særligheder” (et ord, Bodil Damgaard har lært mig). Bodil Damgaards stil er underspillet og stilfærdig, men den kan også – som hos forfattere som Emily Brontë og Edgar Allan Poe – være uhyggelig og uheldssvanger. Tag ikke fejl: Livet og verden er lige her og lige nu, og dét er ikke til at spøge med.

Artikel i uddrag af kunsthistorikeren Gertrud Købke Sutton

Først skal man finde ud af, hvad motivet forestiller.
Er det et buskads foran et bølgende landskab med hus blokke – eller skal det vendes – er det en træstamme eller indvolde – er det en hjerne eller en valnød – er det nær på eller fjernt – er det skygger eller ting?
”Nå-å-h”, siger Bodil. ”Det er bare en sko. Jeg har stillet mig sådan og lyset er kommet derfra, eller jeg har ladet noget, som er mellem mig og vinduet være en blank plet i billedet af det jeg ser. Jeg er meget bogstavelig”. Ja, i detaljen, men ikke når detaljerne bliver til en komposition (...)

Det er jo bare et par sko, men i lykkeligt inspirerede arbejder placerer hverdagstingene sig uforklarligt på et andet niveau, i en tilstandsform udenfor almindeligheden. Selv skjuler hun sig, ja, insister i titler som: ”Køkkenstykker”, ”Kontoret”, ”Hverdag i kunsten” og ”Billeder fra almindeligheden” på det uprætentiøse. Hun vil ikke vække forventninger. Samtidig med, at hun ikke viger tilbage for at træde ind i den tradition i kunsten, som siden 1400-tallet har brugt symboler for at påpege menneskets risikable sejlads fra fødsel til den uafvendelige død: memento mori. Hun er ikke moralist, men lader alligevel et motiv som dødningehovedet dukke op på de mest uventede steder, og derfor med så meget større virkning.  

At udstille dagligdags ting i det museale miljø kan bruges til mangt og meget så som at kommentere institutionen selv, begrebet kunst, æstetik, politik, historien osv. I 1984 skabte Bodil Damgård på Fyns Kunstmuseum flere installationer af naturalier, hvor hun brugte gulvet som ”lærred” til et smukt og humoristisk ”maleri” med en pointe skabt af rundstykker og Brændende Kærlighed i urtepotter.  (...)

Der er en snært af det hele, af alle disse mange muligheder, forenet af en helt privat underfundighed som værn mod selvhøjtidelighedens banale entydighed.                                                                                        

Artikel i uddrag af kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup

Som beskuer får jeg lov til at være med - til at iagttage fra sidelinjen. Jeg inviteres og udelukkes. Projektet er et andet. Stærkt i den stadige søgen mod balance mellem netop iagttagelse og gengivelse. Sjældent ses det samme motiv i flere varianter. Modsat ses ofte motiver varieret gennem udtrykket. Gennem selve det at fastholde mediet - at tegne. Dermed bliver det ikke en myte, eller en ubrudt fortælling - snarere en odyssé fra motiv til motiv - fastholdt af spændingen mellem tegningen og den taktile flade, det organiske papir, der lader sig bestryge af skiftende blyanter og sarte farver.