Bodil Damgaard siger om sine arbejder

Arbejderne har streger af mange slags: kridt, kul, blyant, pastel på papir eller plade. Tegning har ikke megen stoflighed og ikke megen farve. Derfor bliver det vigtigt at pleje den stoflighed, den har – og vigtigt med de små spring i farven. Er det groft eller sirligt, glat eller ru, hvilken papirkvalitet – mange slags sort og gråt, lidt brunt, lidt blågråt, og pastellen på det grove papir kan give en porøs karakter som farven i et kalkmaleri. Jeg tegner efter noget – og det ligner – og jeg bliver ved, indtil jeg har glemt, hvad det forestiller. Når jeg så har tegnet et stykke tid – og det er somme tider af mange omgange i flere dage – så ser jeg, at tegningen igen på sin egen måde er i overensstemmelse med motivet. Der er kommet en lighed ind i arbejdet, og når det er kommet dertil, minder det om genkendelse – selv om det ikke er noget, jeg kender i forvejen.

Artikel i uddrag af kunsthistoriker mag.art. Nina Hobolth

Det er herligt at gå på opdagelse i Bodil Damgaards tegninger, fordi de aldrig afslører sig selv ved første blik. De kan godt virke let-aflæselige, ikke mindst fordi Bodil Damgaard er så fantastisk en tegner. Hun kan jo tegne lige hvad hun vil, både i stoflighed og i billedplanet, fordi hun behersker teknikken så enestående suverænt. Derfor er det som om hun altid er på videre opdagelse, nysgerrig på om der er andre fortællinger og åbenbaringer, hun kan vise med sin blyant. Det kan være i stoffernes tekstur eller i dørenes finér, det kan være i skildringen af noget, som slet ikke er der, vinduesglas f.eks. Eller det kan være i overgangene mellem egetræets knuder, hjernevindinger og valnødder, kort sagt naturens og virkelighedens banale ”særligheder” (et ord, Bodil Damgaard har lært mig). Bodil Damgaards stil er underspillet og stilfærdig, men den kan også – som hos forfattere som Emily Brontë og Edgar Allan Poe – være uhyggelig og uheldssvanger. Tag ikke fejl: Livet og verden er lige her og lige nu, og dét er ikke til at spøge med.

Artikel i uddrag af kunsthistorikeren Gertrud Købke Sutton

Først skal man finde ud af, hvad motivet forestiller.
Er det et buskads foran et bølgende landskab med hus blokke – eller skal det vendes – er det en træstamme eller indvolde – er det en hjerne eller en valnød – er det nær på eller fjernt – er det skygger eller ting?
”Nå-å-h”, siger Bodil. ”Det er bare en sko. Jeg har stillet mig sådan og lyset er kommet derfra, eller jeg har ladet noget, som er mellem mig og vinduet være en blank plet i billedet af det jeg ser. Jeg er meget bogstavelig”. Ja, i detaljen, men ikke når detaljerne bliver til en komposition (...)

Det er jo bare et par sko, men i lykkeligt inspirerede arbejder placerer hverdagstingene sig uforklarligt på et andet niveau, i en tilstandsform udenfor almindeligheden. Selv skjuler hun sig, ja, insister i titler som: ”Køkkenstykker”, ”Kontoret”, ”Hverdag i kunsten” og ”Billeder fra almindeligheden” på det uprætentiøse. Hun vil ikke vække forventninger. Samtidig med, at hun ikke viger tilbage for at træde ind i den tradition i kunsten, som siden 1400-tallet har brugt symboler for at påpege menneskets risikable sejlads fra fødsel til den uafvendelige død: memento mori. Hun er ikke moralist, men lader alligevel et motiv som dødningehovedet dukke op på de mest uventede steder, og derfor med så meget større virkning.  

At udstille dagligdags ting i det museale miljø kan bruges til mangt og meget så som at kommentere institutionen selv, begrebet kunst, æstetik, politik, historien osv. I 1984 skabte Bodil Damgård på Fyns Kunstmuseum flere installationer af naturalier, hvor hun brugte gulvet som ”lærred” til et smukt og humoristisk ”maleri” med en pointe skabt af rundstykker og Brændende Kærlighed i urtepotter.  (...)

Der er en snært af det hele, af alle disse mange muligheder, forenet af en helt privat underfundighed som værn mod selvhøjtidelighedens banale entydighed.                                                                                        

Artikel i uddrag af kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup

Som beskuer får jeg lov til at være med - til at iagttage fra sidelinjen. Jeg inviteres og udelukkes. Projektet er et andet. Stærkt i den stadige søgen mod balance mellem netop iagttagelse og gengivelse. Sjældent ses det samme motiv i flere varianter. Modsat ses ofte motiver varieret gennem udtrykket. Gennem selve det at fastholde mediet - at tegne. Dermed bliver det ikke en myte, eller en ubrudt fortælling - snarere en odyssé fra motiv til motiv - fastholdt af spændingen mellem tegningen og den taktile flade, det organiske papir, der lader sig bestryge af skiftende blyanter og sarte farver.